Thomas Nordal Rasmussen

Konkurrencehistorie:

2009: DM Athletic Fitness -180, 6. plads, vægt: 66,5 kg.

2010: DM Athletic Fitness- 180, 2. Plads, vægt: 69,0 kg.

Træningserfarning. Hvor mange år har du trænet? Jeg startede med at løfte vægte som 18 årig, som supplement til fodbold. Jeg var egentlig bidt med det samme, men fodbolden har altid trukket mest i mig. Jeg stoppede, da jeg blev 30 år, og har så siden trænet styrketræning mere og mere seriøst. Samtidig har jeg brugt rigtigt meget tid på at sætte mig ind i så meget som muligt om rigtig kost, da det er her, man virkelig kan lave en forskel.

Årgang og Højde: Født i 1973, Højde 170 cm

Vægt off season: Jeg vejer lige nu ca 75 kg med en fedt procent på godt 10. Jeg har aldrig vejet så meget før og planen er at blive ved med at bygge på, lige til diæten starter til sommer. Dog vil jeg ikke tillade, at fedtprocenten stiger højere end 11, da jeg ikke gider rende rundt og se lad ud. Måske betyder det, at jeg ikke vokser så meget, som jeg teoretisk kunne, men til gengæld skal jeg så heller ikke smide en masse unødigt fedt, der uundgåeligt vil trække muskelmasse med sig – så i sidste ende tror jeg ikke, det kommer til at betyde alverden for mig.

Sidst du stod på scenen: Sidst jeg stod på scenen, var til DM i Herning 2010 (se ovenfor). Det gik over al forventning, og jeg sluttede som nummer 2 i et meget skrapt felt. Næste gang, jeg står på scenen, bliver til DM 2012 (AF -180 cm), hvor jeg satser på at kunne kæmpe med om medaljerne.

Hvad forventer du at veje ind på: Min målsætning er at veje mindst 70 kg cuttet, og som det går nu, tror jeg faktisk, vægten bliver lidt højere.

Maks squat: 150 kg i sæt (har ikke lavet max løft).

Maks bænkpres: jeg bænkpresser aldrig, men kører i stedet DB press, 45 kg i sæt (har ikke lavet max løft)

Maks dødløft: 160 kg

Målsætning. Hvad er dine forventninger: Målsætning for 2012 er at lave et topresultat til DM for derefter at skifte forbund til WNBF og stille op til de åbne tyske mesterskaber i naturlig bodybuilding. Mine forventninger til denne konkurrence er at kunne nå frem til finalen og ellers suge mest mulig erfaring til mig.

Strategi frem til k-dag. Hvordan har du tænkt dig i overskrifter at træne og spise: Kort fortalt er planen, indtil diæten starter, at øge muskelmassen uden at bulke. Hvor lang min diæt bliver, afhænger af, hvad vægt og fedtprocent siger, men planen er at stå klar og hakket 2-3 uger før DM og så stille og roligt begynde at øge carb indtaget. Med hensyn til træning under diæten bliver det Bestrong power/hypertrophy style, som Henning har skrevet en masse om på bestrong.dk.

Har du nogen sinde brugt steroider eller anden doping. Hvis ja, hvornår stoppede du så? Jeg har aldrig brugt steroider eller andet doping, og jeg har aldrig følt mig fristet til at prøve. Det skal være mig, der laver mine resultater og jeg vil kunne være en sund rollemodel for unge, der også gerne vil løfte jern og måske selv vil konkurrere i denne pragtfulde sport.

Hvorfor BESTRONG Atlet: Jeg er Bestrong Atlet, fordi jeg sætter mig højt at være en del af et fællesskab, hvor man kan tale åbent om doping og kalde en spade for en spade. Der er alt for meget stiltiende accept af, at ”sådan er det bare”, og ”doping kan vi ikke gøre noget ved”, men det synes jeg, er noget forbandet sludder. Man ændrer verden ved at gå foran med et godt eksempel, og det vil jeg gerne være med til. Folk må hjertens gerne fylde sig med de ting ,de vil – det er deres egen sag – og ikke et ord om, at folk på doping ikke træner lige så hårdt, for naturligvis gør de det. Men det, der gør mig rigtigt ked af det, er, når man møder unge knægte i fitnesscentret, der tror, at doping er en nødvendighed og den eneste vej til en stor og stærk krop. Det vil jeg gerne være med til at ændre på.

Skriv en hilsen til Thomas her.

Skriv en kommentar

*